Tágas térre
állít engem Istenem,
nagyobbra,
szebbre, mint képzelem,
tágas térre
állít engem Istenem,
hogy milyen még,
nem tudom, de elhiszem.
S ahol
járok, mindenfele,
e reményt
magammal viszem,
s halkan
suttogja szívem:
köszönöm, szeretlek,
Istenem!
Nincsenek megjegyzések:
Megjegyzés küldése